Om os

GrønThy's Venner handler ikke kun om at støtte et sted – det handler om at være en del af en forandring.

Det vi gør her, kan mærkes helt ind i menneskers liv, i luften vi indånder, og i den jord vi har under vores fødder.

Jeg håber, I vil være med til at løfte det sammen med os – så vi kan bevare det vi har skabt, og samtidig drømme endnu større.

For vi kan kun gøre det her, hvis vi gør det sammen.

Bestyrelsen

Salome Gitte Fauersbækk

Jeg hedder Salome Gitte Fauersbækk, og jeg er grundlægger af GrønThy. Jeg brænder for at skabe et bæredygtigt landbrug, hvor natur, mennesker og fællesskab går hånd i hånd. I bestyrelsen for Grønthys Venner vil jeg bidrage med min viden om gartneriet, min erfaring med at udvikle grønne og sociale projekter og mit engagement i at bygge bro mellem naturen, mad og mennesker. 

Jonas

Udlært elektriker og energiteknolog, hvilket har ført mig rundt i verden - helt fra Grønland i nord til Filippinerne i syd. Denne erfaring har givet mig håndværkerens praktiske tankegang, og netop dét kombineret med forretningsforståelse og IT-kundskaber, skaber gode resultater. 

Jeg hjælper virksomheder med at få kontrol over deres kundedata, softwaresystemer og generel virksomhedsoptimering. 

Med erfaring fra både rådgivning og implementering, samt søgning af midler gennem fonde, går jeg ind i Grøn thy’s venner med fokus på at rejse midler til udvikling af projektet.  

Martin Søvsø.

Mit navn er Martin Søvsø. 

Jeg er med i GrønThy's Venner, fordi jeg tror på fællesskaber, hvor alle kan være med, uanset livssituation eller behov. 

Jeg brænder især for at støtte dem, der arbejder bag kulisserne og hjælper mennesker, som ikke passer ind i de systemer og kasser, vi normalt tænker i. 

Det er noget, jeg både møder i mit arbejde og privatliv, og derfor betyder det meget for mig at styrke de initiativer, der gør en forskel for dem, der ofte bliver overset. 

Samtidig vil jeg gerne være med til at skabe plads til dem, der bare vil det bedste for fællesskabet. 

I bestyrelsen bidrager jeg med erfaring fra ledelse, organisationsudvikling og forretningsudvikling. Det lyder måske lidt tørt, men det er vigtigt arbejde, og måske er det derfor, jeg endte som kasserer. 

Nina Ottesen

Min familie er et smeltedigel af neurodivergente, fysisk eller psykisk udfordrede, mere eller mindre velfungerende verdensborgere. Vi har diagnoser i overtal, intelligens i særklasse, skævheder, særheder, succes'er og sørgelige skæbner. Og jeg er ret sikker på, at vi ligner alle andre familier til forveksling. Uanset hvor jeg kigger hen - hos venner, kollegaer, på børnenes skole - genkender jeg mig selv og min familie på godt og ondt. Alle har deres at kæmpe med - nogen mere end andre - og alligevel er forståelsen og accepten af det anderledes, det unikke og det specielle stadig ikke en selvfølge - hverken i vores samfund eller hos os mennesker imellem.   

En af mærkesagerne hos Grøn Thy's Venner er at støtte op om initiativer, der hjælper med til at reducere kassetænkning, mindske ulighed og bekæmpe ensomhed. Her har jeg mulighed for at bidrage med lige præcis det, jeg kan, til at skabe et åndehul, hvor der er plads til alle - og hvor ingen skal føle sig forkeret, alene eller udenfor.  

Pia Tavs Vistisen

Mit navn er Pia Tavs Vistisen 

Jeg er meget optaget af vores relation og forbundethed til naturen og arbejder for at hjælpe mere natur og bæredygtighed på vej. Jeg optages af fællesskaber og samhørighed og hvordan vi sammen kan løfte nye perspektiver og mere viden om landskabsdannelse og natursyn.  

Grøn Thy’s engagement i vores lokale samfund og koblingen til grønne projekter er også mit hjerteblod og taler til ildsjælen, og jeg er beæret over, at kunne såvel deltage som bidrage. 

I bestyrelsen inddrager jeg mine kompetencer indenfor det juridiske felt, men medtager også mine kvalifikationer og erfaringer fra mit private liv, med min lille familie og vores landsted. 

Kontakt os

Hoved nr.: 53 62 89 49
Mail: kontakt@gronthy-venner.dk
CVR: 45895947

Find vej

C/O Gitte Fauersbækk, Dragstrupvej 50, 7950 Erslev

Bliv sponsor for Grøn Thy Venner 🌱

Som sponsor er du med til at støtte natur, fællesskab og grønne initiativer i Thy. Dit logo bliver vist her på siden, så alle kan se, at din virksomhed bakker op om en grønnere fremtid.